0914

Glorier i døbefadet

 

For nylig introducerede jeg menighederne i mine to kirker for en ny dåbssalme af Simon Grotrian. Det var den ene dåbsfamilie, der havde insisteret på at vove springet ud i den anderledes og sprogligt udfordrende salme. Salmen blev fint modtaget, men i våbenhuset efter gudstjenesten var der en af de faste kirkegængere, der sagde: ”Det var godt nok nogle underlige metaforer!”.

Og det må man give ham ret i. I salmen er sjælen et klokkespil, mens Gud går på vandet med åben pande, og barnet får del i både glædens bølgesprøjt og en skænket ildebrand, mens glorierne lægges i bad i døbefadet. Det er i sandhed anderledes.

Men skal metaforer ikke være lidt ’anderledes’ for at bidrage med noget nyt? Hvis salmernes billeder bliver for lige til og let tilgængelige, risikere vi at ende i det professor emeritus Kirsten Nielsen har kaldt et "trivialiseret gudsbillede". Hvis vi kun kalder Gud for en god far og benytter os af andre kendte og slidte metaforer, så risikerer vi, at billederne og dermed salmerne hurtigt bliver lidt for forudsigelige. Sådan er det ikke med Simon Grotrian: han udfordrer os hele tiden med nye billeder og ordsammensætninger.

Ikke så få af hans ordspil spiller på bibelske associationer. I dåbssalmen henvises der således i vers to til både Jesu vandring på søen, at han tog de små i favn, og at han gik sine fjender i møde med åben pande. I vers fire loves vi i dåben både vand og Helligåndens ild, og i vers seks nævnes den ’regnens bue’, som siden Syndfloden har været et tegn på Guds løfter og omsorg.

Andre af Grotrians metaforer kan være vanskeligere at afkode og forstå, f.eks. når glorierne ’lægges i bad i dåbens fad’. Spørgsmålet er imidlertid, om billedet overhovedet skal forstås, eller om det ikke først og fremmest skal ses, så det mere end at skabe en erkendelse kan etablere et poetisk rum, hvor noget særligt får plads. Sådanne særlige rum og billeder skaber Grotrian til overflod. Hvis man vil fortolke, kan man imidlertid også det: Så kan de glorier, der lægges i dåbens fad, være et billede på, at alle vores egne gode gerninger i døbefonten vaskes væk og gøres til intet, fordi dåbens vand (nåden) dækker dem og er større end dem.

Sådanne flertydige tilgange er der ofte til Grotrians tekster. Man kan både tolke dem og gå ind i oplevelsen af, at der sættes nye ord på mysteriet. Simon Grotrian lader altid mysteriet forblive mystisk, men han gør det større ved at sætte flere ord på. Rundt om Gud kommer vi aldrig med vores sprog, og det skal vi heller ikke, har Grotrian for nylig udtalt i et interview. ”Det ville være direkte omklamrende”, tilføjede han.

Simon Grotrian insisterer selv på, at der (næsten altid) er en rød tråd og en mening med den sproglige galskab i hans salmer. Men en rød tråd må gerne have sløjfer eller slå en knude her og der, siger han og tilføjer: ”Hverken med salmer eller med livet skal det nødvendigvis være lige ud af motorvejen, for så oplever man jo ingenting... det er også vigtigt med nogle svinkeærinder undervejs”.

I den omtalte dåbssalme, der er aftrykt her på siden, er der plads til både svinkeærinder, uudgrundelige billeder og en rød tråd med sløjfer samt billeder, der kan forstås med hjernen eller mærkes i sindet.

Det er en dåbssalme, som man næppe kan eller skal bruge hver søndag. Nogle gange vil dåbsfamilien foretrække ’Sov sødt barnlille’, ’Fyldt af glæde over livets under’ eller noget helt tredje. Men hvis de kan holde til lidt knuder, gåder og flertydigheder, så kan både dåbsgæsterne og alle vi andre have godt af at blive udfordret på vores salmesprog.

Det hjælper Simon Grotrian os gerne med.

 

Velsign mit barn, du kære Gud

 

Velsign mit barn, du kære Gud

og lad det holde livet ud

og tænd et lys på sjælens tinde

for verden selv, for os herinde.

 

I verden hører vi dig til

og sjælen er et klokkespil

i livet traver du på vande

med børnene og åben pande.

 

Lad barnet, som jeg elsker højt

få del i glædens bølgesprøjt

så døber vi med dine planer

det nye liv i oceaner.

 

Giv alle børn i verden vand

og giv dem så en ildebrand

du skænker gaver ud af tågen

vi står ved Himmerigelågen.

 

I sølvet på dit døbefad

er glorierne lagt i bad

og dine dråber er som birken

så flyver engle over kirken.

 

Vi glæder os i vand og ild

for ingen dråbe er et spild

velsign mit barn med regnens bue

det er dit rige, vi vil skue.

 

Tekst: Simon Grotrian 2009

Melodi: Jesper Gottlieb

Findes i flere udgaver. Her aftrykt efter Syng Nyt-hæftet, 2014

 

Copyright © All Rights Reserved