1401

Et mangfoldigt kor

 

For nogle år siden havde vi i Hjortshøj sogn en række gudstjenester for unge under overskriften FRIRUM. Idéen var kommet fra yngre medlemmer af menigheden, der ofte kom i århusianske frikirker, hvor formen ’talte mere til dem’. De nye gudstjenesters form skulle være lettere at gå til end højmessens; orglet blev erstattet af klaver og gudstjenesterne blev til efter overordnede temaer, og var således ikke dikteret af de faste tekstrækker. Vi havde altid en god, gammel kernesalme med i begyndelsen af gudstjenesten men derudover var det nyere salmer og sange, der blev sunget i FRIRUM.

Da vi havde den første gudstjeneste, mødte TV2 Østjylland op og stak en mikrofon i hovedet på undertegnede og spurgte: ”Hvad er der nu galt med de gamle salmer”? Spørgsmålet var meget forståeligt, for en almindelig højmesse indeholder 5-6 meget gamle salmer, og kun sjældent nogle fra nyere tid. Jeg svarede, at der ingenting er galt med de gamle salmer, men at de nærmest har monopol på vores gudstjenester, og at det således virker meget rimeligt at imødekomme de unge med salmer fra deres egen samtid, blot en gang imellem.

Sådan kan man vælge at opdele salmevalget, så man synger gamle salmer til højmessen, mens man kan vælger nye salmer til andre lejligheder, til f.eks. børne- og ungdomsgudstjenester. Men endnu mere berigende er det at synge både gammelt og nyt ved den samme gudstjeneste, så det ikke bliver et enten-eller men et både-og. For det nye og det gamle beriger gensidigt hinanden, ikke kun ved højmessen men også ved børnegudstjenesten. Det bliver let for ensidigt, hvis vi kun synger det gamle eller kun synger det nye.

I Folkekirken har vi en fantastisk salmetradition og en lige så flot, gammel salmeskat. Den skal vi sætte pris på, og den skal vi bruge af, men vi bør ikke begrænse os til kun at bruge af de gamle skatte. Vi er en luthersk kirke, og det betyder, at der til stadighed skal skrives nye salmer. Luther skrev ved nytårstid 1523/24 til sin gode ven, præsten Georg Spalatin og bad ham om hjælp til at skrive salmer på tysk til menighederne. Luther skriver: ’med henblik på folkets forståelse, skal der synges ord, der er så enkle og almindelige som muligt..’

Denne forpligtelse, som ikke bare er luthersk men efter min bedste overbevisning også Grundtvigsk, betyder, at vi ikke bare skal synge gammelt, men også skal synge nyt.

En gudstjeneste bliver i øvrigt også langt mere spændende (i ordets egentlige betydning), hvis de gamle salmedigtere kan tale med og imod de nye. Jeg synes det er en stadig udfordring i arbejdet med højmessen at sammensætte et salmevalg, der giver os del i det poetisk og teologisk bedste fra både fortid og nutid. Ud fra et salmemæssigt synspunkt kan en gudstjeneste, hvor vi synger salmer af både Luther, Kingo, Brorson, Grundtvig, Jakob Knudsen, Lisbeth Smedegaard Andersen og Simon Grotrian løfte gudstjenesten til nye, poetiske højder.

Man kunne indvende, at man i en sådan gudstjeneste vil blive mødt med vidt forskelligartede former for poesi og teologiske forståelser, men det er jo netop derved, at nye harmonier eller disharmoniske akkorder opstår: Som i et smukt korværk, hvor ingen stemmer er ens, men hvor de tilsammen skaber noget nyt, der er mere end de enkelte stemmer tilsammen.

Lad os prise og bruge dette mangfoldige og forskelligartede kor af salmestemmer, og lad os fortsat arbejde med at finde nye ord og stemmer. Det er ikke nogen nem opgave. Til gengæld er den vigtig.

 

Copyright © All Rights Reserved