1412

Byen i salmerne

 

Byen fylder ikke meget i den danske salmebog. Dette er en naturlig konsekvens af, at langt de fleste af salmebogens salmer blev skrevet, mens størstedelen af befolkningen boede på landet. Man skrev salmer til bønder og andre, der levede i tæt samspil med naturen. I løbet af de seneste halvandet hundrede år er danskerne så flyttet fra landet til byen, men byen er ikke i samme takt flyttet med ind i Salmebogen. Mange af de billeder, tidligere århundreders salmer benytter sig af, er derfor ikke længere så umiddelbart erfaringsnære, som de var i deres egen samtid. Såning og høst fylder meget, det samme gør livets cyklus på marken som metaforer, mens byen og dens puls er ikke-eksisterende i de ældre salmer.

Da en række salmedigtere for årtier siden begyndte at skrive salmer til deres samtid, gjorde byen sit indtog som kulisse for menneskelivet. En af de mest kendte bysalmer er nok Lars Busk Sørensens ’Uberørt af byens travlhed’ fra 1990. Det er ret beset en salme om kirken, hvor byen mestendels fungerer som et modbillede til Guds fred. Salmen indledes således: ’Uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus / som en helle midt i larmen står det underligste hus’, og i det følgende vers lyder det: ’Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind’. Selv i denne bysalme er byen ensbetydende med travlhed, trafik og jag, og selvom det unægtelig kan være en grundlæggende oplevelse af en storby for mange, er der også noget lidt altmodisch over denne negative skildring af det, der nu engang er mange moderne menneskers virkelighed. Der er i hvert fald langt fra Grundtvigs beskrivelse af ’Ånden der vifter hjemlig gennem løvet’ (DDS 290) og de mange andre gange, hvor Grundtvig helt bevidst forbinder det jordiske og det himmelske. I en del af de moderne bysalmer er der ikke tale om, at der fremskrives en smuk forbindelse mellem himmel og jord, men snarere om, at byen beskrives som fremmedgørelsens sted.

Den nulevende salmedigter, der nok bedst kan kaldes byens salmedigter, er Hans Anker Jørgensen. Allerede i 1980 skrev han ’Salme til skumringen’, som i sine første vers meget fint skildrer byens liv i skumringen: ’Nu svinder dagen bort bag aftenskyer / Trafikken strømmer ud mod sovebyer / Nu ryddes op, nu tages brusebade / En arbejdsdag er endt / og byens lys er tændt / i hus og gade’. Salmen har været meget omdiskuteret og kom desværre ikke med i Salmebogen, angiveligt på grund af den aftenbajer, salmens ’jeg’ tager, mens han tænker over dagens svigt og beder Gud om, at der - alt det dårlige til trods - alligevel må komme en dag i morgen. I 1991 skrev Jørgensen en anden salme, hvor første vers lyder: Biler dytter, klokker ringer / tunge fjerntog bruser frem / Under flag og svanevinger / kører busser ud og hjem / Drager letter, duer lander / her er latter, gråd og leg / Nogle ber og andre bander / Ingen ånder uden dig!

Sådanne hverdagsagtige afsæt har nogle det vanskeligt med, for de er hverken lige så smukke eller romantiske at synge om, som skove der falmer eller solgule kornmarker, der duver i vinden med det blå hav i baggrunden. Tværtimod kan vi mærke dieselpartiklerne, og vi kan høre larmen. Vi synger ud fra dagligdagen, som den er for mange.

Der er i de senere år kommet andre bud på moderne bysalmer, f.eks. i Janne Marks salmesamling ’Salmer fra Broen’, hvor ’Broen’ er Nørrebro, eller Niels Johansens salme ’Nu falder byens vinterpuls’ fra 2009/14, der vrimler med beskrivelser af vinduesruder, husfacader og sidegader, der ikke er farlige, men bare er dele af den by, hvor man lever og er. Iben Krogsdal skriver salmer, hvor både S-togs stationer, ambulancer og motorvejsbroer indgår på lige fod med naturbilleder, og i en række af Lisbeth Smedegaard Andersens salmer slentres der gennem byens parker, ligesom storbyens skyline skaber nye salmebilleder og en moderne ramme for det salmesyngende menneske.

Måske der alligevel er håb for byen i salmerne.

 

Copyright © All Rights Reserved