14juni

Sæson for bryllupssalmer

 

Det er sommer og dermed højsæson for vielser i de danske kirker, men hvad skal man vælge at synge til den lejlighed? Det finder præsten ud af sammen med det vordende ægtepar, men det kan være lidt op ad bakke. Nogle gange kommer parret med en fiks og færdig liste med de fire salmer, som giver mening for dem, og som de gerne vil have sunget. Det er som regel kvinden, der har lavet listen. Måske hun har fået hjælp fra www.bryllup.dk, hvor der ligger en særdeles velbesøgt guide med hjælp til salmevalg i kirken. Men oftest møder man som præst brudepar, der skal have en del hjælp til at vælge de fire salmer til deres vielse.

Mange kan kun huske ’I østen stiger solen op’. Den er heldigvis også god, og dermed er den første salme valgt, men hvad med de andre tre? Der er mange hensyn at tage: Salmen skal være nogenlunde forståelig og til at synge med på (her strander den gamle klassiker ’Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund’). En række salmer ligger lige for: Det er altid en god ide at begynde med en lys sol- eller morgensalme, enten den ovennævnte eller ’Den signede dag’.

Og så skal man også forholde sig til ’Det er så yndigt at følges ad’. For et flertal er det en salme, som bare skal med. Punktum. Men der findes også en del par, som i hvert fald ikke ønsker den, måske fordi den er for knyttet til fortidens generationer (hvilket netop er grunden til at mange andre skal have den med). Som slutsalme vælger man ofte blandt ’de små, søde salmer’ som ikke gør nogen ondt og som er lette at komme igennem rent tekstmæssigt, hvilket passer fint med, at man nu skal videre i programmet. Det er salmer som ’Kærlighed fra Gud’ og ’Jeg ved en blomst så favr og fin’.

Men der er stadig plads til en salme eller to mere, og her bejler et par kandidater til rollen som klassiker. Først og fremmest er Johannes Johansens ’I blev skabt som mand og kvinde’ buldret ind i top ti, siden den nye salmebog kom i 2003. Den er populær, fordi den i en nutidigt og ligefremt sprog taler om kærlighed og parforhold med enkle og stærke billeder: Egen byrde skal I bære / så den anden slipper fri / men er byrderne for svære / skal I stå hinanden bi / den som intet bærer på / visner som det golde strå. En anden fremstormende sang er netop en sang, og ikke en salme: Jens Rosendals forelskelsessang Du kom med alt det der var dig. Den er et hit for folk, der har mødt hinanden pludseligt og overrumplende og for dem, der har gået på efterskole eller højskole. Men det er svært ikke at fnise lidt forlegent i vers to, hvor Rosendal ’stormed ud og købte øl’, for der er det tydeligt, at der er tale om en meget personlig forelskelsessang.

En stor udfordring for enhver vielsessalme er, at vi mangler en egentlig vielsesteologi. Nadver og dåb har bibelske forlæg, det er sakramenter, og de udgør grundliggende elementer i kristendommen. Det kan man ikke sige om vielsen, selv om det er en fin genvej (eller omvej?) at tale om den næstekærlighed, der også og ikke mindst skal være i et ægteskab. Men ligefrem at begrunde vielsen rent teologisk er vanskeligt, og det afspejler sig i salmerne, der hellere taler om sol, blomster og parforhold end om nødvendigheden af Guds velsignelse.

En nyere vielsessalme hæver sig imidlertid over mange andre, nemlig Hans Anker Jørgensens vist nok lidt oversete ’Hvad er det, du min kære’, som er aftrykt her på siden. Hans Anker Jørgensen har gendigtet Grundtvigs ’Hvad er det, min Marie’, som ikke findes i Salmebogen men derimod i Højskolesangbogen. Men i den nye salme 'slipper vi’ for at gå omvejen forbi Grundtvig og Marie Tofts bryllup i 1851, og vi får dertil en fornem, sproglig opdatering. Og så får Hans Anker Jørgensen også nutidens ægteskabelige virkelighed med: At der efter vielsen også kommer grå dage, men at der da er håb og hjælp at hente ved at vende sig til kærlighedens Gud. Præcis dét væsentlige aspekt mangler i mange andre vielsessalmer, og mens vi venter på endnu flere gode vielsessalmer, kan vi derfor godt være bekendt at slide lidt på denne salme. Det kan den godt holde til.

 

Hvad er det, du min kære,

som gør, at vi tør tro,

skønt tiderne er svære

for troskab mellem to,

at vi vil holde sammen

og holde liv i flammen,

til døden skiller os !

 

Det er at du vil bære

mig, sådan som jeg er.

Det er, at jeg vil ære

dig, sådan som du er.

Det er, at vores kroppe

om nede eller oppe

er med i lysets dans.

 

Det er, at efter sommer,

når dagene blir grå,

når storm og kulde kommer

og kys og knus blir få,

når en af os må sukke:

Dig kan man, grimme, smukke,

kun elske med Guds hjælp!

 

At vi da søger sammen

til kærlighedens Gud

og henter ild ved flammen,

som aldrig kan gå ud.

For sandere end drilske

er ordene, at elske

kan ingen uden Gud.

 

Så ber vi dig, du milde,

som byder kulden trods,

du kærlighedens kilde,

som gir dig selv til os,

at du os vil velsigne,

så vi dig lidt kan ligne

og elske, som du gør.

 

 

Til det at leve sammen

på jorden er forbi,

til sorgen synger amen

på glædens melodi.

Til alle vores kroppe

om nede eller oppe

er med i lysets dans.

 

Hans Anker Jørgensen 1997

Melodi: Evert Taube/ Hans Holm:

 

 

 

 

 

 

Copyright © All Rights Reserved