1505-2

Salmer i skyggen af de store

 

Det er svært at skrive salmer efter de store, gamle salmedigtere. Til gengæld er det vigtigt, at nogen vover det, også selvom det kan give verbale øretæver.

 

 

K.L. Aastrup skrev i 1972 en ode til Grundtvig. I andet vers lyder det:

 

Som intet andet sprog

har danske en salmebog;

Og derom fast det står:

Han mest af æren får.

 

Aastrup har ganske givet ret: Det meste af æren må tilskrives Grundtvig, for uden hans nødvendige salmefornyelsesprojekt for snart 200 år siden, havde vi ikke haft den smukke og levende salmetradition, vi har i dag. Kingo, Brorson og Ingemann bør nævnes i samme åndedrag, men Grundtvigs betydning er uomgængeligt den største.

 

Som det gælder med de fleste medaljer, er der imidlertid altid en bagside, og når der er tale om store medaljer, kan den være ganske stor. I førnævnte ode skriver Aastrup i vers et:

 

Så vældlig steg hans sang,

at for dens efterklang

her mellem bælt og hav

to slægtled siden tav.

 

Paradoksalt nok har Grundtvigs genialitet gjort det svært for efterfølgende slægter at skrive salmer, for enhver må som det første begrund sin ret til at løfte den tunge arv. Nogle har sagt det sådan, at Grundtvig har låst salmeskabet og smidt nøglerne væk. Det er en god arv han har overladt os, men en arv skal forvaltes, og derfor må er stadig skrives nye salmer. Det er nødvendigt af flere grunde.

 

Sprogligt er det nødvendigt, fordi sprog altid er under forandring og fornyelse. Den, der fortsætter med at sige det samme, siger bestandigt noget andet end tidligere, og derfor oversætter vi såvel Fadervor som Bibeltekster til slægtled efter slægtled. Det er ikke tilsvarende let at oversætte eller gendigte nærmest kanoniske salmer som Grundtvigs. Men det kunne af og til være gavnligt. Se f.eks. vers 5 i den smukke og stærke salme Som tørstige hjort monne skrige. I det ene vers er der 7-8 ord, som er helt og aldeles udgået af det danske sprog. Personligt forstår jeg godt ordene, for jeg er også fagidiot og næsten 50 år gammel. Der skal en hel del arbejde til, før sådan et vers bliver lukket op for en konfirmand eller en dåbsgæst. Det gør ikke noget, at der skal arbejdes med forståelsen i kirken, og det er heller ikke det hele, der nødvendigvis skal forstås, men så meget desto mere er det vigtigt, at vi i kirken også møder nutidige ord, som kan supplere de gamle og forsikre os om, at kristendommen også har noget at sige til mennesker i 2015 og ikke kun i 1811.

 

Også i forhold til rammerne for vores liv er det vigtigt, at der skrives nye salmer. De gamle salmer er skrevet ind i et homogent landbosamfund, hvis livsbetingelser var afgørende andeledes end i dag. Gå en tur på Frilandmuseet, i den Gamle By eller den Fynske Landsby og sæt dig i et hjørne, og lad fantasien føre dig tilbage: Da er du i de store salmedigteres samtid, og den er fjern. I dag lever vi i byer under andre betingelser, andre samlivsformer, et stærkt forandret arbejdsliv. Nogle af fortidens problemer er pist væk, mens andre tårner sig op. Høsten er ikke længere en fælles oplevelse, men byen er en fælles ramme om vores fælles liv, og byen er stort set fraværende i Salmebogen.

 

Også teologisk er det nødvendigt at skrive nye salmer. At Gud er skaber, at vi er overleveret til det i livet, der er større end os selv, at vi er syndere og lever af Guds nåde, det gælder til alle tider, men måske skal det siges på nye måder, når vores fællesreligiøse sprog er under afvikling. Desuden er der sket så usigelig meget med vores teologi: med Bibelsyn, forestillinger om Himmel og Helvede, almagt og afmagt, frelse, dåb og synd, at vi bliver nødt til at skrive på ny og til stadighed.

 

Nogen har heldigvis vovet at skrive salmer efter Grundtvig: Jakob Knudsen, K.L. Aastrup, Johanns Johansen, Holger Lissner, Lisbeth Smedegaard Andersen med mange flere. De fleste af dem har oplevet, at det at skrive nye salmer er øretævernes holdeplads. Godt at de alligevel skriver videre. Vi har brug for det.

 

 

 

Copyright © All Rights Reserved