1505

Hvor tung skal en salme være?

 

Nyere salmer bliver af og til beskyldt for at savne teologisk tyngde, men måske handler det mere om tyngdepunkt eller bare en anden slags tyngde.

 

En organist fik for nylig sat et ønske på menighedsrådets dagsorden: Han ønskede, at man i hans sogn lavede et lille tillæg med en række af de bedste, nyere salmer, som man i sognet kunne bruge sammen med Salmebogen. Pågældende organist havde blandt andet et lille kor, hvor man sang en del nye salmer, og flere i menigheden havde tilsluttet sig ideen om et sådan lokalt salmebogstillæg. På menighedsrådsmødet blev punktet imidlertid hurtigt overstået. Sognepræsten tog ordet som den første og sagde, at han var imod, fordi nye salmer mangler teologisk tyngde. Og så var den diskussion overstået. Sognet fik ikke noget salmebogstillæg.

 

Sognepræsten har ret i, at de nyere salmer ikke altid er skrevet på den samme faste, teologiske grund som de gamle. Sådan er det jo, for tider kommer og går ligesom forskellige teologier gør det. Lisbeth Smedegaard Andersen fik en gang at vide i forbindelse med et foredrag, at hun ”jo ikke var nogen Kingo”, hvortil hun svarede, at det sådan set heller ikke var meningen. Bemærkningen til hende faldt ikke som et kompliment, men Smedegaard Andersen afslørede kvikt, at det var det alligevel. For det svarer jo til at sige til Per Kirkeby, at han ikke er nogen Michelangelo eller til Rasmus Seebach, at han ikke er nogen Mozart. Jeg tror ikke de to moderne kunstnere ville blive hverken overraskede eller fornærmede. For skulle det være et ideal at være kunstner, præcis som de gamle? Naturligvis står enhver kunster på skulderne af de gamle, men hans opgave er ikke blot at gentage deres værker.

 

De nyere salmer er ikke lige som de gamle, og det skal de heller ikke være. Det handler dog ikke så meget om tyngde som om tyngdepunkter og udgangspunkter. På Kingo, Brorson og til dels Grundtvigs tid havde man en statskirke med en ovenfra dikteret ortodoks, luthersk teologi. Der var ikke megen slinger i salmevalsen og lige så lidt frihed til fortolkning. Salmebøgerne den gang dikterede, hvilke salmer der skulle synges søndag efter søndag, så præsten var ikke en gang besværet med at skulle vælge salmer. Først med Evangelisk-Christelig Salmebog i 1797 blev det tilladt for præsten selv at vælge salmer, men kun fra den autoriserede salmebog vel at mærke, hvilket tvang Grundtvig til ulydighed igen og igen, når han omdelte sine nye salmer på løse sangark til menigheden i Vartov.

 

Den teologiske tyngde i fortiden havde således også at gøre med tung tvang og fravær af teologisk mangfoldighed og rummelighed. Så de gamle salmers ’teologiske tyngde’ er ikke nødvendigvis kun god. Når nyere salmer for nogle kan virke mindre tunge, kan det ofte handle om, at de er skrevet i en frihed til at tale og tolke åbent og poetisk, til at spørge og ikke kun at svare og proklamere. Deres udgangspunkt er et andet, end det var, da folk var født ind i troen. Det gør ikke de nye salmer for lette, men det gør dem snarere tunge på en anden måde.

 

Mange har formuleret det sådan, at salmerne er menighedens svar på evangeliet, og at salmerne er evangeliets klangbund. Disse formuleringer ligger fint i forlængelse af Luthers vægt på salmerne som de ord, menigheden tager i egen mund for derved at blive gudstjenestefejrende og ikke blot tilskuere. Men hvis salmerne er menighedens svar, så må de nye salmer også afspejle forandringer i menighedens virkelighed og samtidens teologi. Når menigheden nu en gang er mindre homogen, mere søgende end troende og mindre dogmatisk forankret end tidligere, så bør det vel også afspejle sig i salmerne?

 

Copyright © All Rights Reserved